Jeg fik travlt

Først fik jeg travlt med at nyde det gode vejr. Det er da helt ubegribeligt, så dejlig en sommer vi har. Vi fortjener det, især efter sidste år, og vi har simpelthen været så meget på stranden, grillet, drukket kølige drinks og kold øl, hentet take away, spist is og hygget med venner og familie, at det allerede er lidt som om, vi har indhentet det forsømte fra sidste år. Ungerne er nærmest trætte af at tage på stranden, så der er virkelig fyldt op på alle parametre. Sommer parametre. Oven i købet står ferien på lur lige om hjørnet, så det bliver vist ikke meget bedre end lige nu. Indersiden af huset har vi stort set ikke set de sidste par måneder, og sådan her burde det være hvert år. Ok, plus en anelse mere regn til naturen – kan vi sige om natten?

Jeg har været i mit nye job i en god måned nu, og jeg følte egentlig fra start, at det er et sted, jeg godt kan være. Lyst, rart, søde mennesker, opgaver, jeg kan klare – og helt ufatteligt varmt for tiden. Noget af det bedste ved det hele er, at jeg har fri om onsdagen. Det er virkelig genialt med et afbræk midt i ugen til andre ting. Jeg får vasket, løbet og slappet af de dage, og nu, hvor ungerne har ferie, er det bare helt optimalt. Så kan jeg nemlig også sove længe. Jeg har desuden tidligt fri et par dage i løbet af ugen, og så har jeg et par lange dage, som i starten voldte mig noget bekymring. På en eller anden måde går de der lange dage bare med rimelig fornuftig hastighed, og jeg forestiller mig, at det i hvert fald ikke bliver vanskeligere, når jeg får lidt flere opgaver, eller jeg bare kommer ordentligt ind i dem, jeg allerede har, så jeg er helt selvkørende. Den del glæder jeg mig til.
Vi kan også flekse lidt på min arbejdsplads, og det er mindst lige så genialt, fordi jeg i princippet bare kan møde senere på dage, hvor jeg har brug for det. Fx da ungerne havde morgenmad i klasserne før ferien. Og når man engang kommer tilbage efter fire ugers ferie…. så er det rart, man ikke nødvendigvis skal stå der på slaget 8.00.

Faktisk begriber jeg slet ikke, den første måned allerede er gået. Jeg synes, det er gået stærkt, jeg er stadig meget ny, men jeg kender navnene på alle, føler mig hjemmevant og hjemme, når jeg kommer om morgenen, ofte som den første, og sætter over til kaffe og den slags. Det er rigtig hyggeligt at ha’ den følelse omkring det, og jeg håber virkelig, det bliver ved.

Men så har jeg også haft travlt med planlægning af ungernes fødselsdag, indkøb af pynt og gaver, planlægning af dagen, maden og også af ferien – I ved, to-do-lister i lange baner. Husk dét, køb det her og tjek lige, at der er styr på alting. Og så er det, at jeg synes, det er fedt med shopping på nettet. Så hvad vi lige mangler af tøj, får jeg købt der og sendt hjem. Tid sparet er tid vundet, ikke? Eller sådan noget…

Så nu kan vi for min skyld godt lige skrue frem til feriestart. Det er pludselig gået op for mig, at det faktisk er snart, så nu vil jeg bare gerne afsted! Glæder mig vildt til at se min yndlings ø igen og bare dase. Lange dage uden planer og fyldt med ingenting eller spontane ting, det er lige mig. Litteraturen til ferien er fundet frem, de sidste tøjstykker faktisk bestilt i morges (til levering på øen, kan ikke være sikker på, det når her hjem i disse ferietider), og tankerne er faret i forvejen over havet og opholder sig allerede overvejende derovre. Mine unger er også i feriemode; de brugte, som altid, et par dage på at skændes, så ruderne klirrede. Så fandt de selv ud af, at det sgu var for åndssvagt, og nu er de faldet til i det væsentligt langsommere tempo, de ellers har glædet sig sådan til, lagt planer for ugen her og er i vatter igen. De har altid været formidable til at finde på ting, de kan lave, når de keder sig lidt, så lige nu sidder de sammen og lægger make up. Begge to. Har jeg sagt, den ene er en dreng?

Reklamer

Når universet tager pis på én

Kender I det? Nu har jeg længe ledt efter arbejde, som matcher mine kompetencer og ønsker, og det er en lidt kringlet historie. Mest pga stress, som jeg har skrevet om her.

Jeg har i mange år været i sundhedsvæsnet, jeg har haft stress i sundhedsvæsnet, og jeg har forladt sundhedsvæsnet. Lovet mig selv ikke at vende tilbage og for en tid lave noget HELT andet. Det har jeg gjort, og det er eddermaneme svært at få et job, man ikke har erfaring til. Alligevel lykkedes det mig for et år siden, og det har hele tiden været på vikarbasis. Jeg er blevet tilbudt og har takket pænt nej til en fast stilling dér, selvom det er et dejligt sted med søde kolleger, osv. Det er ikke et fag, jeg kan se mig selv i i længden.

Som tiden gik, kunne jeg godt mærke, jeg ikke var færdig med mit gamle fag. Jeg er HK’er med stort…øhm… HK, og dét ville jeg gerne tilbage til, nu jeg alligevel ikke kan leve af at skrive bøger eller fotografere eller sejle rundt i sydhavet. Dog, jeg havde en fin aftale med min nuværende chef om, at vi kunne tage tingene lidt ad hoc efter både hendes og mit behov, og der har aldrig været en skjult agenda mellem os. Således har jeg længe haft mine min. 30 timer om ugen, mens hun fik ansat de mennesker, der manglede hos hende, og fra marts har jeg så været løsere tilknyttet, dog stadig med en god portion timer den første måned. Af samme årsag har jeg været nødt til at melde mig på supplerende dagpenge, og hvor jeg dog afskyr det system. Og at være en del af det.
Nuvel – eftersom jeg faktisk har arbejde, har jeg ikke ligefrem været jaget vildt; her to mdr efter min første dag på supplerende, har jeg stadig ikke været til samtale med sagsbehandler. Kun til et enkelt møde på HK. Så langt, så godt. Og jeg har ledt og sendt ansøgninger, temmelig halvhjertet, da jeg jo 1) har arbejde 2) ikke helt ved, hvad jeg vil, og 3) er én blandt de mange tusinde kontornussere, som mit område tilsyneladende svømmer over med (som en temmelig træls type sagsbehandler, jeg engang mødte, nærmest hvæsede ud mellem tænderne i et forsøg på ikke at skælde mig ud over, at dette trods alt er mit fag og dét, jeg helst vil. Som i, at det kunne jeg sgu lige så godt glemme, for så ville jeg gå ledig længe, arbejdsgiverne kan jo vælge og vrage, og det ville se ud ad helvede til på hans egen statistik. Idiot. Skiftede siden sagsbehandler, og hun har været den bedste! Virkelig. Det er hendes skyld, jeg er kommet videre med mig selv og er så meget ude af al min stress, at jeg faktisk kan passe et almindeligt job igen).

Og så er det. At jeg med ét har fået to job på tre dage. Gode job inden for mit eget fag. Job, jeg kan bestride. Job, hvor jeg er valgt som dén ene ud af 200. (Eller flere tusinde, hvis vi skal tro ham idioten). Det ene dog med weekendvagter. I sundhedsvæsnet. Som jeg har lovet mig selv at blive væk fra. Ligesom jeg har en aftale med mig selv om, at weekender og helligdage er fredede aht børnene. Men det trækker så meget i mig, specialet er vanvittigt spændende og noget af dét, der altid har optaget mig mest. Men med en døgnvagtsarbejdende mand og børn, der godt nok er udadvendte og sociale og oftere og oftere forlader matriklen til fordel for venner og arrangementer, men som stadig også elsker at være hjemme og være sammen med os, så duer det der weekend ikke helt endnu. Nogen må sgu være hjemme og være lidt værge i weekenderne. Om et par år, måske. Så jeg måtte nedbøjet og ikke helt sikker på min beslutning takke nej. Det er SÅ ærgerligt og SÅ svært, især fordi jeg ikke er helt sikker på, det er det rigtige at gøre. Alligevel, når jeg så ser på det andet job – ingen weekender, talt op til 30 timer aht lønnen (det var slået op med færre timer), med garanti mindre travlt og mindre hektisk end det andet – så ved jeg jo godt, hvad der er det rigtige… for mig, mit hovede, min familie. Og jeg har før haft armene helt i vejret over nyt job, som jeg troede var det ultimative, men som viste sig at være noget rigtig skod, så det kan vel også gå den anden vej. Jeg er ikke helt i ro med det, men det kommer forhåbentlig. Det er svært at mærke maven, når hovedet råber i alle retninger, så jeg holder fast ved mit udgangspunkt. Måske er det bare forandringens vinde, jeg mærker som en trækken om anklerne – og man skal jo lige vænne sig. Jeg er i hvert fald glad for at slippe ud af Overformynderiet, så det er da en lettelse.

Så om en måned starter et nyt liv. Igen. Med et fag, jeg kender til, omend branchen er ukendt. Så jeg er spændt, nysgerrig og helt sikkert 100% klar, når vi når 1. juni. Inden da, glæder jeg mig til The Rain på Netflix, forhåbentlig noget sommer og at nyde de sidste vagter på mit snart forhenværende arbejde. Og til denne skønne bededagsweekend, som jeg har tyvstartet på. Det lykkedes mig nemlig at få smækket to ansøginger afsted i morges, hæhæ!

God weekend derude.

Når man nu lever et meget spændende liv..

… så kan det være svært også at nå at blogge. Gad virkelig godt prøve det engang.

Her handler det mest om, at hverdagen har det med at opføre sig som det fineste sand mellem fingrene på én, noget langvarig sygdom i familien, som forhåbentlig viser sig ikke at være malignt, en stak bøger, der skulle læses og noget bøvl med et fragtfirma, der ikke rigtig kan finde ud af at tage ansvar for, deres bud ikke leverer mine ting. Den slags ting. Og så selvfølgelig påskeferie med dertilhørende visitter en masse med venner og familie, så ugen er da fløjet afsted.

Jeg er i øvrigt ved at læse ‘Enegænger’ af Stéphanie Surrugue, selvom jeg aldrig har været hverken royalist eller fan af Prins H. Som jeg tidligere har været inde over på bloggen, har jeg dog så småt erkendt, at jeg måske har taget helt fejl af manden? Så jeg bestilte bogen, som jeg er ca. halvvejs med, for at få syn for sagen, og den er simpelthen så interessant og velskrevet, at jeg griber den ved hver eneste ledige stund, jeg har. Og selvom jeg synes, der er sket meget i vores påskeferie, så har der heldigvis været ledige stunder. Fyld med læsning.

Resten af tiden venter jeg, sammen med resten af Danmark, på forår! Varme i luften, sol i ansigtet. Jeg har stadig ikke smidt min dunfrakke, og jeg er ellers ikke kuldskær. Lysten (trangen) til lette, sunde måltider udebliver lidt, synes jeg, og det er stadig hang til tunge måltider, som var det efterår, der dominerer. Kæmper også virkelig hårdt for ikke at forkæle mig selv med den nye Samsung S9, som er det lækreste, jeg hidtil har set på markedet. Jeg.må.ikke! Min arbejdssituation er lidt uoverskuelig, så økonomien har det lidt på samme måde, og jeg skal forresten også holde OP med at købe bøger! Bare en stund… Mine løbesko håner mig, hver gang jeg går gennem entreen, men når man ikke er i form, så man skal gå langt mere end løbe, så er det simpelthen for koldt at komme i gang, synes jeg. Det kommer, når solen begynder at skinne og fuglene kvidre, og jeg glæder mig. Vil vædde med, det kun er derfor, de har udsat strejke og lockout 14 dage – vi kan jo lige så godt få lidt glæde af det gode vejr, hvis vi alligevel skal forvises fra arbejdspladsen. Ellers kan jeg fandeme helt ærligt ikke se én eneste rimelig grund til, de ikke bare kommer videre!

Well..

Så gik skriveriet i stå en stund. Af mange årsager. Manglende emner at skrive om, almindelig hverdagstravlhed, osv. Her er heller ikke sket noget vildt. Andet, end at jeg leder efter arbejde. Har arbejde, men ikke så mange timer længere, og jeg trænger til fast grund under fødderne. Har været vikar længe, og jeg elsker friheden i det. Kan holde al den ferie, jeg vil (i princippet. Ikke, hvis du spørger min bankrådgiver), arbejde, når det passer ind i mine planer (i princippet. Ikke, hvis du spørger min arbejdsgiver. Som ellers er vældig fleksibel). Men nu trænger jeg til… noget andet. Noget fast. Noget varigt.

Jeg trængte til den forandring, jeg har været ude i. At gå fra én branche over i en absolut anden, hvor erfaringen er på et minimum, er også en udfordring. Men en udfordring, mit hovede kunne holde til. Havde brug for. Som var væsentlig nemmere end det, jeg kom fra. Som har været sjov, givende, vildt travl og bare helt anderledes. Jeg er 100% sikker på, det ikke er det, jeg skal fremover. Men det har været skønt at være der. Lige nu er jeg der faktisk lige så meget, som jeg hele tiden har været, men egentlig er jeg sat ned på få timer om ugen, fordi det er svært at få lov at bruge vikarer, når man ikke kender budgettet af indlysende årsager for resten af året. Alligevel er man nødt til at hente vikaren ind, når der er sygdom, kurser, afspadsering, OS-dage, mv. Så supplerende dagpenge it is, men indtil videre har jeg ikke mærket noget til det. Andet, end jeg selvfølgelig er nødt til at søge arbejde, hvilket jo også var planen, og at min fagforening er lidt….emsige omkring noget opsigelsesvarsel. Well, der er styr på det og har været det hele tiden, så mon ikke, det kommer til at fungere. Skal snart til det her skønne CV-møde, hvor man får liret alle de sædvanlige rablerier omkring ret og pligt af. Det er SÅ kedeligt, og jeg kan allerede ikke overskue, hvordan jeg dog skal komme gennem dén formiddag.

Så jeg skal videre, og jeg er KLAR. Har LYST igen til at kaste mig ud i de mere – for hjernen – krævende opgaver. Har et par ting, jeg virkelig gerne vil, og som jeg håber SÅ meget på kommer til at lykkes. Men jeg ved det jo ikke.. jeg er i en underlig og ukendt ro omkring det – eller, dvs. – jeg har prøvet det før, det med at være helt i ro omkring et job, jeg har søgt, fordi jeg inderst inde har haft fornemmelsen af, jeg ville få det, allerede efter ansøgningen var sendt. Hvordan kan man vide den slags? I hvert fald var det rigtigt, så jeg håber selvfølgelig, det er det samme, universet fortæller mig nu. Ellers er det bare, fordi jeg absolut ikke kommer i betragtning, og så er der jo heller ikke grund til at bruge energi på at gå og håbe, ønske, være nervøs… Haha, lad os nu se. Ville være så SEJT, hvis den bare var der igen 🙂 Hader virkelig at være i systemet, så jeg har tænkt mig at søge med lys og lygte, så jeg kan komme videre. Men selvfølgelig helst med det, jeg allerhelst vil.

Selvrangsagelse?

Altså. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive et indlæg, der omhandlede Prins Henrik. Dels fordi jeg ikke er royalist, dels fordi jeg ikke rigtig har noget at sige i dén sammenhæng. Manden var gammel, levede ikke specielt sundt, vejede for meget, røg. Det er vel forventeligt, at man kradser af på et tidpunkt i dén alder.g1f

Alligevel fornægter min opvækst i Fredensborg sig ikke rigtig. Jeg har som barn og teenager brugt området omkring slottet rigtig meget, været på ekskurtioner i Slotsparken, kysset med kærester i Slotsparken, drukket mig fuld på sidste skoledag i Slotsparken, løbet skolernes motionsløb i Slotsparken, sejlet på Esrum Sø og meget andet. Som voksen har jeg også taget mine unger med dertil flere gange, når vejret var dejligt en sommerdag. For at gense fordums tider, fortælle børnene om min egen barndom, spise en is, gå en tur i parken og ved søen. Det har været en stor del af mit liv, den by og dets slot. Men jeg har aldrig tænkt så meget over, hvem det egentlig var, der boede derinde. Mine forældre er typiske 68’ere, som synes, lortet skal afskaffes, og jeg er tilbøjelig til at være enig. Jeg synes simpelthen ikke, der er rimelighed i, at fordi man tilfældigvis er født ind i en bestemt familie, så får man et liv betalt på 1. klasse, og uanset hvor meget, de ‘arbejder’, så kommer de aldrig til at knokle så meget som os andre. De har folk til det grove, og jeg er sikker på, at Dronningen aldrig er blevet sendt hjem fra sygehuset efter en eller anden operation med besked om at tage det roligt et par dage og så i øvrigt nøjes med et par Panodiler til at tage smerterne. Der er ingen i dén familie, der kommer til at dø af relativt banale sygdomme, fordi de må vente i timer på skadestuerne, eller fordi en idiotisk vagtlæge giver besked om at tage to af førnævnte smertestillende – hvorefter man dør af en blodprop i hjertet! Næh, de bliver om nødvendigt fløjet direkte ind til de ypperste læger og de mest omfattende undersøgelser ved den mindste afvigelse fra normalen, og de betaler ikke engang skat! Eller – vent lidt. Gør de faktisk det? Men så er det af den apanage, som vi andre har betalt til. Min pointe er, at bare fordi de er Rex, er de langt bedre stillet end resten af landet. Og de har ikke gjort noget for det selv. Det er jo ikke fordi, de har slidt i det og opnået en stor formue, som andre i landet har. Dét har jeg langt mere respekt for. Bevares, de fleste af dem har selvfølgelig heller ikke selv bedt om at blive født ind i kongefamilien, men nogle af dem har valgt det til. Og så må man tage dét med, som nu engang hører med. Derfor har det også altid forekommet mig klynkeagtigt, arrogant og ynkeligt, når Henri har beklaget sig over sin (manglende) status. Hold nu kæft og nyd, at du kan rejse verden rundt på skatteborgernes regning. Æde og drikke og sove længe. Gå på jagt, se på kunst og sejle. Og.så.videre.

Men når det er sagt, så var han også den, der var mest nede på jorden. Hvis man kan være det i hans position, trods alt. Der er ingen tvivl om, at han har været et prægtigt menneske. Det har man tydeligt kunne læse, hvis man har fulgt lidt med gennem tiderne. Ja, han havnede i vores land i det helt forkerte årti, for mens vi alle sovsede rundt i træskostøvler, parkacoat og lilla ble, fri hash og lange tøjler, så kom han med en anden baggrund. Selvfølgelig måtte det gå galt, at han er fra en del af verden med væsentligt strengere opdragelsesmetoder end 70’ernes Danmark. Han havde ikke en chance. Og fordi folk, der taler med kraftig accent ofte fejlagtigt opfattes som dummere end os andre, så var løbet jo kørt.

De fleste af os har det, ganske ligesom den franske Grand-Papa, heldigvis med at blive rundere, blødere og mildere med alderen. Således også mig selv, som godt kan se, at jeg måske har dømt ham lidt hårdt i mine voksne år. Jeg mener stadig alt det ovenstående, men jeg har, i min iver efter at retfærdiggøre, hvorfor Kongehuset bør afskaffes, helt overset mennesket i manden selv. Jeg tror, han var skøn at være i nærheden af. Inspirerende og indsigtsfuld. Han har gerne villet danskerne, men han har ikke altid fået lov. Og rigtig mange danskere har tænkt det samme, alt at dømme efter de store blomsterhav ved landets slotte og det enorme opbud af mennesker, der har befundet sig på ruterne, hvor hans kiste (det ER altså en kiste! Der er skutte låg på en båre) er fragtet rundt. Således er medierne nu også begyndt at tale om danskernes skyldfølelse, selvom det måske er et lidt stort ord at bruge her. Måske pressen har noget skyldfølelse, mens de diskuterer, om de har mobbet ham eller ej. Og sådan kan de nok blive ved længe efter, at prinsen er bisat og asken spredt ud.

Har jeg så været ude at lægge blomster eller defilere forbi hans kiste? Nej. Jeg er hverken royalist eller hykler. Det er fint, at de, der altid har syntes, Kongefamilien er fjong, gør de ting. Og han ville elske at vide, han lå dér – på Castrum Doloris som en anden konge – men jeg tror egentlig ikke, han ville bryde sig så meget om resten. Alt det højtidelige. Han ville nok hellere ha’ drukket noget god vin og spist noget foie gras, snakket og grinet sammen med folket eller sin familie. Og det havde også kostet os andre noget mindre, for det er dyrt at fejre nogen en hel uge ind i døden. Men altså. Jeg under ham opmærksomheden. Omend den er en postgang for sent. Ikke, fordi han er kongelig. Men fordi han var et misforstået menneske.

Når alderen trykker

Jaja, bevares – er altså kun et sted i 40’erne, selvom jeg nogle dage mere føler mig i 80’erne (og en sjælden gang imellem i 20’erne. Men så synes ungerne, jeg er pinlig, så det snakker vi ikke så meget om), og jeg kan da godt mærke, jeg ikke er purung længere. Synes dog ikke, jeg mærker gevaldigt meget til det at blive ældre, hvis man ser bort fra nogle ekstra kilo (det var de der løbesko, vi kom fra. Jamen, vejret har jo været elendigt hele februar!), virkelig slemme tømmermænd, bare jeg kommer sent i seng, endda uden at drikke, dårlig nattesøvn (jeg vågner seriøst 25 gange hver nat), mindre overskud, gråt hår, rynker, kun en tsk’en og et skuldertræk tilovers for alt, der bare ligner reality (afskyr det simpelthen!), og jeg ser selvfølgelig stadig lige så forrygende ud, som jeg gjorde for 25 år siden (!)… næsten da. Eller, på en god dag. Man kan da kende mig. Tror jeg. Men altså.

Nu har jeg nogen tid så lagt mærke til, at synet på mit ene øje var lidt underligt. Især, når jeg læser, bliver jeg med det samme irriteret i det øje og kan ikke rigtig finde en afstand, der passer begge øjne at holde bogen i. Jeg elsker bøger, så det er faktisk et problem for mig, at jeg hurtigt må opgive læsningen, så derfor måtte jeg afsted til optiker. Og den er god nok – hun mente også, det er tid til læsebriller. Så jeg har investeret i et par lækre, enkle, sorte briller. Så mærkeligt at skulle bruge briller nu. Var så heldig, at der er 85% på mange af deres stel, så jeg fik et par flotte Burberry op under neglene til ingen penge. Ikke fordi det skulle være en mærkevare, for jeg prøvede alle mulige par, og så kom optikeren med det par, jeg nu har købt. De sad bare pænt og klæder mig rigtig godt, så derfor faldt valget på dem. Gad godt bare kunne gå i Tiger og købe et billigt par eller tre, men jeg har ikke ens syn på begge øjne. Typisk. Så jeg må ha’ nogle briller, der er lavet til mig, og nu er det bare at vente, til de sender en sms om, at jeg kan hente dem. Glæder mig næsten helt, for det er godt nok generende – især når først man er opmærksom på det. Så læser jeg bare med det ene øje lukket indtil da. Eller ser TV 🧐 God weekend.

 

Det var den der sommerferie…

…vi kom fra. Nu er ferien endelig fastlagt, pladsen bestilt, og resten ordner sig hen ad vejen. Sådan er det hvert år – der er altid lige en vagt, der skal byttes, og skal vi nu tage hjem tirsdag eller onsdag. Den slags småting. Som altid, når der kommer datoer på, begynder jeg at glæde mig endnu mere. Jeg ved jo, hvad jeg skal over til, og hvis vejret nu arter sig – TÆNK nu, hvis sommeren faktisk blev fantastisk; jamen, så er der bare ingen steder, der er bedre at befinde sig, end på Bornholm. Jeg véd godt, Gæsten i Allinge først har et musikprogram klar i marts-april, alligevel tjekker jeg ind på deres side jævnligt – bare for at suge lidt atmosfære til mig 😉 Jeg kigger på de bogstavelig talt tusindvis af billeder, jeg har derovrefra. Kigger endnu mere på huse (ak, det stopper aldrig) og hygger mig på Instragram med #bornholm – både egne og andres fotos.

Nogle af grundene til, jeg er så glad for at komme der, er, at der er alt, hvad hjertet begærer, inden for rækkevidde. Naturen er fantastisk, uanset om du er til rå klipper eller hvide strande, skov eller mark. Der er altid noget at se og tage sig til – sejl over til Christiansø, som er forunderlig, smuk og rolig, og hvor man føler sig hensat til en anden tid. Mest, fordi der ikke er biler. Eller tag til Opalsøen og svæv henover den i 50 meters højde, hvis du er til adrenalinkick. Gå Hammerknuden rundt efter evne og behov – 2-10 km, hvis du er naturtypen. Der er både klipper, havudsigt og får på din vej. Og hvis du er bidt af vores alle sammens historie, så læg vejen forbi altid smukke Hammershus. Man kan stadig høre ånder hviske og hestehoves trampen over de toppede, blankslidte sten, som fortæller historier fra en svunden tid. Hvis du ikke kan høre det, kan du tage på ‘nat-tur’ med en mand, som kan historien, naturvejleder Jens Ole Fassel. Så går man derop (med godt med tøj på, der er koldt, når det er mørkt, for det blæser stort set altid deroppe!) med olielamper og lader sig underholde af Jens’ fortællinger om Leonora Christina og Corfitz Ulfeldts narrestreger og et par andre sidebemærkninger.

Man kan også, på en varm sommerdag, smutte forbi Kalas i Sandvig og sætte sig på deres skønne terrasse med den uforstyrrede havudsigt og spise deres hjemmelavede is eller drikke en kom kaffe. Tag en bog med, det er svært at komme derfra. Man kan også hente virkelig lækker thaimad hos Renu i Gudhjem og sætte sig op på Bokul eller ned på havnen og spise. Eller tag til Svaneke, gå på Bryghuset og spis, sus forbi bolchemageriet og køb lækkerier med hjem. Besøg den gamle købmandshandel og rund Hullehavn (med badetøjet under armen, hvis det er badevejr), hvor du også kan få is og kaffe eller en sandwich på Øst for Paradis. Tag til Dueodde, hvis du vil ha’ sand under fødderne (medbring vand, der er langt ind fra stranden, når du først har lagt dig til rette – og lad nu VÆRE med at samlede de behårede bæster op, der ormer rundt dernede, de giver både mennesker og dyr grimt udslæt).

Ej, det går ikke, det her. Jeg kan nemlig blive ved. Måske skulle jeg lave et indlæg om hvert af de mange steder, vi synes, er noget helt særligt eller bare ekstra hyggeligt. Men ellers taler billederne vel for sig selv 🙂

Billede 02-08-2013 12.34.46
Udsigt over Gudhjem fra toppen af Bokul. Yndlingssted!
Billede 25-07-2013 13.08.16
Udsigt over Christiansø fra Store Tårn, som er fyrtårnet
Billede 01-08-2014 22.12.38
‘Nattevandring’ på Hammershus
Billede 25-07-2014 11.04.37 (1)
Svaneke Fyr ved Hullehavn