Piú bella cosa

Jeg har booket vores sommerferie! Vi har taget chancen og lyttet til alle de eksperter, der mener, corona klinger af. Jeg vil se det, før jeg tror det, men nuvel. Om alt går godt, og vi kan rejse til sommer, så tager vi 14 dage i Italien. Jeg har længe ønsket at komme tilbage, jeg vil gerne vise min familie de smukke steder. Jeg er ikke begejstret for Gardasøen, når vi snakker turisme, det er jo fuldstændig overrendt. Men man forstår det godt, for der er så utroligt smukt! Da vi var der for over 20 år siden, to dage, var der så tåget over søen, at man ikke kunne se en disse – det var jeg ret ked af. Havde glædet mig til at vise min mand den smukke tur rundt i båd mellem de hyggelige små byer og bjerge alle vegne. Han så intet af det.. Vi tog i stedet til Venedig dengang – eller rettere en hyggelig campingplads ude på lidoen. Det har vi ønsket at vise vores børn, og de skal jo også til pizzaens hjemland og ha’ rigtig god pizza. Og så har vi egentlig gerne ville gense den plads, vi tilbragte et par somere på, dengang for længe siden.. Det er en laaang køretur, men jeg har booket hotel næsten nøjagtig midtvejs, så afhængigt af trafikken, som jeg med rette frygter, så burde det være til at overkomme. Hvis folk gider køre ordentligt.

Så vi lægger hårdt ud med hotel i toppen af søen i det smukke Riva. Der bor vi en uge med pool og morgenmad på stedet. Så tager vi 10 dage ved havet, så mine teenagere når at se Venedig, inden den synker i grus.. Har lejet stort mobilehome, hvor ældste teen får eget værelse med TV og eget badeværelse. Må jo gøre lidt for at lokke med. Yngste teen var ok med at skulle sove sammen med os, da hen så en seng over de to andre, så var det helt fint. Der er også kæmpe og lækker pool, restaurant og supermarked på pladsen, som er dejligt skyggefuld og ud til strand med liggestole og parasoller. What’s not to like, og nu kan jeg næsten ikke vente med at komme afsted. Det bliver SÅ fedt at gense, og vise de unge.

Inden da har jeg booket endnu en uge på yndlingsøen, det bliver kun mig og yngste. Manden skal arbejde, og ældste vil hellere være hjemme med vennerne. Det er fair nok, men vi vil afsted. Så en uge i Sandvig med udsigt til havet og Hammerknuden, det kan vi lige klare. Det glæder jeg mig også meget til. Elsker jo dén ø! Og den er på sin vis også ganske sydlandsk mange steder, når man ikke kan kommer sydover. Vi skal smovse i thaimad og gå gode ture, jeg håber, vejret er med os, da påsken jo ligger sent.

Og så er jeg ellers tilbage på Keto. Det holdt slet ikke med low carb, jeg kan ikke administrere det. Men jeg kan godt administrere, at jeg skal rende i sommertøj og badetøj til sommer, og det bliver IKKE som snurret pølse. Så jeg er i gang. Kan af en eller anden grund bedre håndtere, at jeg slet ikke må spise kulhydrater – det er noget med mætheden, tror jeg. Selvom jeg frygter de par gange om måneden, hvor hormonerne raser, for der er jeg ikke god til det, jeg kan simpelthen ikke styre det. Håber at finde en vej igennem denne gang. Jeg véd jo, det virker, så det SKAL lykkes!

I morgen er det fredag, det elsker jeg jo. Vores livs venner kommer og spiser lidt mexikansk mad og benytter sig af vores fantastiske kaffemaskine. Den er også god, og vi har fundet den bedste kaffe, som vi køber i halve kilo ad gangen, så den bevarer friskheden. Lidt kaffenørderi skal der til, når man køber sådan en kæmpe baristamaskine. God weekend!

Corona – status

Nu har min ældste været ‘syg’ siden tirsdag. Det er søndag… Når jeg sætter det i situationstegn, er det fordi hun ikke rigtig er syg. Har haft lidt ondt i halsen, småhoste og er lidt snottet – det er jo genialt, hvis hun kan slippe med dét! Vi andre tre er ikke smittede (endnu), hvilket må siges at være temmelig godt gået, med det lille hus, vi bor i. Cadeau til os. – nu har jeg lige jinxet det, har jeg ikke?

Og jeg kom helskindet gennem uge 1 på job. Jeg HADER virkelig januar, både i det hele taget, men også fordi jeg sidder med nogle trælse ting på jobbet og har mægtig travlt. Jeg læser altid jobannoncer og drømmer mig til et andet liv, men når det er ovre, er det ikke så galt. SÅ kom forår, skrid corona og lad 2022 blive et godt år. PÅ alle måder. Det er også året, hvor jeg – igen – må på længerevarende kur og få gjort noget ved alle de kile, der ligesom bare bliver ved at snige sig på. Jeg var i forrygende for for små to år siden, da livet lige væltede mig en tur i grøften, og jeg har vokset med det lige siden. Jeg har endda forsøgt veto flere gange siden, uden held. Ikke, fordi veto ikke virker – det gør det, og det er mega effektivt – men fordi jeg ikke kan styre sukkertrangen de par gange på måneden, mine hormoner går amok. Og jeg har problemer med for lavt kalium og salt, uanset hvordan jeg vender det, og bøvl med fordøjelsen. Jeg bilder mig selv ind, jeg kan spise bjerge af grønt og måske kan gå lange ture, men det er som om, jeg ikke rigtig kan komme igang. Ender nok på veto igen i en periode… hvem der bare havde et stabilt stofskifte og ikke skulle slås med vægten altid. Det er trættende.

Jeg håber, uge 1 dannede præcedens for hele året på arbejdsfronten, og at uge 2 bliver lige så letbenet, stille og rolig. Jeg har altid en nytårsdepression, fordi jeg er så glad for december, og det gør ikke januar lettere… men måske går det alligevel, hvis det bliver så stille og roligt, som det var i ugen, der er gået. One can always hope! Nu jinxede jeg sikkert også dét.

2022

Okay. Ved ikke, hvad der skete? Men tiden gik, som den jo gør, nogle gange uden man rigtig opdager det. Vi havde en skøn uge på yndlingsøen i efteråret, og på den sidste dag i oktober døde min fars kone. Det var en svær tid og er det stadig. Hun havde været syg længe, vi har før troet, det var oppe over, og så har hun rejst sig igen og insisteret på at leve lidt længere. Hun vidste godt, hun aldrig ville blive rask, men hun insisterede virkelig på at være her. Det er vi alle glade for, men det sidste år kunne både hun og min far nok godt have været foruden. Det var en hård omgang at begrave hende, og vi har bare været omkring min far i så vid udstrækning, som muligt, når han havde brug for det. Han er nu alene i et et stort, tomt hus, og i juledagene ramte sorgen ham med en hammer. Dels var det jo jul, dels har han kunne være praktisk i alt dét, der skal gøres efter et dødsfald, og han har også kunne lægge lidt planer for, hvad han nu skal – huset skal sælges, kan han finde noget mindre at bo i, osv., osv. … Så det har jeg brugt meget af min energi på – at passe på ham, føle ham på tænderne.. Har samtidig ageret krisepsykolog for mine yngre søskende. Og så er coronaen jo gået amok med knap 30.000 smittede om dagen nu – så med teenagere, der prøver at leve et almindeligt liv, mens de konstant har været nærkontakter, har vi også været lidt udfordrede. Vi kom helskindede gennem jul og nytår, min søster var nærkontakt ugen inden, men med 1. negative PCR og en lyntest her, da de kom, turde vi godt holde jul. I går skulle begge teens tage en kviktest forud for deres venden tilbage til skolen efter ferie og online. Så stod vores ældste med en positiv test i hånden. Suk… jeg var nu forberedt, for hun har holdt nytårsfest med 10 venner. Afsted med os iført mundbind til PCR, som fastslog dét, kviktesten allerde havde fortalt. Teen er nu isoleret (så godt den slags lader sig gøre i lille hus) på eget værelse, hvor hun har sprit, masker og handsker og får alt serveret. Vi andre har tid senere på ugen. Tidspunktet er jo meget godt, fordi der ikke er større ting i farvandet, og alle vennerne er også smittede nu. Hvem der har smittet hvem, og hvor hun har hentet det, kan vi slet ikke regne ud. Også helt ligegyldigt, men der gik da lidt detektiv i den… Nu håber vi, det milde forløb med ondt i halsen, lidt snot og host, ikke bliver til mere, så går det nok endda. Begge teens er fuldt vaccinerede og går og venter på indkaldelse til booster. Det spændende de næste dage bliver, om vi kan gå fri. Så godt nytår, og lad det være det sidste, vi har efterladt, men corona og restriktioner. Det hænger mig langt ud ad halsen.

Blah-blah fra notesblokken

Nuiii, om lidt har vi efterårsferie. To arbejdsdage… Så skal vi til – tadaaaa, Bornholm. Jaaa, yndlings-ø. Dét glæder jeg mig virkelig til. Til at være på øen, i dens natur og til at spise thaimad – man får seriøst verdens lækreste thaimad derovre, intet har endnu overgået det. Og som en ekstra ting, der gør mig kisteglad i låget, så har vi fået juleferien på plads. Jeg regnede ikke med at kunne holde noget nævneværdigt i år, var næsten ved at udvikle en depression over det, men jeg har sørme fået fri hele uge 52. Det er eddermaneme nice, især når det er sådan en arbejdsgiver-jul uden fridage. Så dét glæder jeg mig faktisk også til; er jo i fuld gang med at købe julepynt ind, så vi ikke mangler noget – man må aldrig gå ned på julepynt! Det kommer heller ikke til at ske her i huset. I kender godt de der kæmpe store kasser på hjul med låg, ikke? Dem i hård plast? Dem har vi 8 af samt et par mindre, også med låg, til at ha’ det hele i.

Og jeg har været hos brillefolkene i dag, fordi jeg skal ha’ nye skærmbriller. Når man køber skærmbriller, som ens arbejdsplads jo betaler, så kunne jeg i hvert fald i dag få 50% på nye læsebriller, men mon ikke, det er fast? Det viste sig, at mit syn er forringet med endnu 0.5, så det gav god mening. Så plus 1.75 på det ene øje og +2.0 på det andet. Synes også, det har været svært at se ordentligt længe, når jeg læste. Jeg har bestilt en klassisk, mørk skærmbrille til kontoret, og end lidt mere tingel-tangel i guld som læsebrille. Trænger til noget nyt, så dem glæder jeg mig også til. Skred i Normal bagefter og købte en +2.00, så jeg kan læse lidt, inden de kommer hjem – det er jo vildt.

I det hele taget er det skønt sådan at blive ældre og være i risikogruppe generelt. Til eftermiddag har jeg fx fået influenzavaccinen i håb om, de rammer rigtigt, og at hele min fridag i morgen ikke kommer til at gå med at være sløj. OG at jeg slipper for sygdom vinteren over, i hvert fald den kradse af slagsen. Jeg plejer ikke at mærke noget til vaccinen, men min mand, som var med nede og få et stik, fik lige oplyst mig, at de kører en del indlæggelser på bivirkninger? Det er da alligevel sært, og jeg må lige huske at høre ham hvorfor? Tænker, det er helt ufarligt, men bliver folk virkelig så syge som bivirkning i år, så er det da noget, man skal se på, tænker jeg? Min dreng på 13 år har ellers skoldkopper. Hvad sker der for dét?? Det har han ligesom haft. Da han var 6 mdr. var han pivsyg af dem med både mellemørebetændelse og lunge-ditto, og han er da heller ikke syg denne gang. Han må bare ikke komme i skole, før der er sår på de 8-10 pletter han har, i pande og hovedbund. Weird. At han har det igen, altså.

Nå. Jeg står for aftensmaden, eftersom føromtalte mand er på døgnvagt. Og da vi intet har i huset, kan jeg lige så godt sige det, som det er – vi henter mad nede i byen. Pizza til ungerne, durum til mig, tror jeg. God tirsdag aften.

En ny form for erkendelse

Det er sin sag at have været igennem, hvad jeg har været igennem og derefter skulle lære at affinde sig med, både ikke at være i stand til de samme ting som før og samtidig blive så træt så nemt, at man nærmest ikke gælder i samfundet. Jeg er SÅ glad for min fleksstilling, ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skulle ha’ gjort, og jeg har nu fået første løn og tilskuddet fra min kommune, og jeg kan se, det tilsyneladende kører uden problemer. Det er alt sammen godt, men.

Nogle gange tænker man da over, om man er det rigtige sted i livet, om man skal skifte job, flytte, eller hvad det nu kan være. Jeg gør i hvert fald, og jeg tror, det er sundt og vigtigt, at man lige en gang imellem mærker efter, om det hele ligesom stadig stemmer. Det har jeg altid gjort, og det er kun blevet forstærke det sidste halvandet års tid. Så sidder jeg og tænker over de ting, jeg rigtig gerne ville beskæftige mig med, hvis jeg skulle lave noget helt andet, end jeg gør i dag. Og så rammer erkendelsen mig på en ny og mere overvældende måde: Jeg kan ikke længere bare gå ud og søge dét, som kunne være et drømmejob. Fordi jeg ikke kan lægge særlig mange timer dagligt i et job. Dét er ret syret, for det er i de tilfælde, jeg selv rigtigt mærker omfanget af min – tilstand, i mangel af bedre ord. Jeg er skadet af min blodprop i hjernen på en måde, der heldigvis ikke betyder noget for min intelligens, mit bevægeapparat eller min opfattelse af verden generelt, og tak for dét, men fordi min hjerne udtrættes nemt og relativt hurtigt, er jeg ikke i stand til at varetage et evt. job, som mine evner ellers rækker fint til. Fordi det typisk er 37 timer eller noget deroppead. Dét er eddermaneme træls, og på den måde bliver jeg igen ramt af, hvor stort omfanget faktisk er af en skade/sygdom, som jeg ellers føler, jeg er sluppet virkeligt heldigt fra. Det er meget mærkeligt og også noget frustrerende, fordi jeg – nok som mange andre, der har stået på vej ud over kanten omend kortvarigt, og her tænker jeg for mit eget vedkommende primært på det voldsomme sygdomsforløb, jeg var gennem efter blodproppen – konstant overvejer, om det er ‘det her’ jeg skal bruge mit liv på. Alt i mig skriger NEEEEJ, kom ud, kom væk, flyt til en sydhavsø og lev i vandkanten – agtigt, men sådan kan man jo heller ikke leve. Så alternativer udtænkes og afprøves i fantasien, mens jeg overvejer, hvordan jeg kan leve uden at være bundet af økonomi resten af mine dage… Svært. Virkelig svært, og jo i virkeligheden umuligt. Men drømmene om at få livet til at gå op i en højere enhed er ikke blevet mindre efter den oplevelse, tværtimod. Måske handler det for tiden også en del om, at jeg er så træt, at jeg i fulde alvor drømmer et års ferie, alternativt et års orlov evt uden løn… i første omgang må jeg nøjes med en uge på Bornholm om lidt, og det bliver jo så sindssygt dejligt, men det går bare rasende stærkt! Og så fortsætter drømmene på den anden side. Heldigvis går vi jo mod jul, som jeg elsker, og jeg er ikke alene om det. Min dreng, som er fyldt 13 år, glæder sig allerde helt vildt til jul, og vi tæller ned, til vi kan pynte op og se julefilm der fra slutningen af november. Det bliver så dejligt, og jeg er i fuld gang med at lægge vores eget lille budget ned med alle mine julepynt-indkøb. Man er vel i god tid…

T.R.Æ.T

Ja. Det er temaet for tiden. Er simpelthen så træt, at jeg har bestilt en blodprøve hos min læge nu. Det er vitterligt sindssygt. Jeg kan, trods ekstrem træthed, ha’ lidt svært ved at sove om aftenen nogle gange, men slet ikke i en grad, der forklarer det her. Og det, at jeg spiser keto gør det absolut ikke værre! Tvært imod, turde slet ikke tænke på, hvordan jeg ville ha’ det, hvis jeg spiste kulhydrater. Ville dejse om, tror jeg. Var faktisk også grundet den her ekstreme træthed, jeg begyndte igen, i et forsøg på at få lidt mere overskud (håhja, og kaste nogle kilo af samtidig). Ha, som om. Er ved at knalde hovedet i tastaturet hele formiddagen inde på kontoret og går i brædderne på sofaen om eftermiddagen, det er et virkelig spændende liv, det er det.

Jeg skrev lidt om det i august, og det er på ingen måde blevet bedre, snarere værre, vil jeg sige. Mine weekender går med at ligge på sofaen, og i dag har jeg helt ekstrem meget støj i hovedet. Der er virkelig mange fugle på 1.! De måtte godt trække sydover, det er længe siden, det har været så slemt. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt det er kronisk… For det her er ikke til at holde ud, har ikke noget liv. Overhovedet. Og det var vel ikke dét, der var meningen. Min søde kollega, Mette, som selv lige har været et kræftforløb igennem, mener, det måske er efterreaktionen på det hele, jeg mærker, og jeg håber, hun har ret. Allermest håber jeg på, blodprøven i morgen viser, at jeg mangler et eller andet. For så kan jeg nemt gøre noget ved det og komme lidt mere i vatter, og er det much, much needed! Det værste vil jo være, at der kun er blodproppen at tilskrive det, for så er der ikke mere at gøre. Der er 4 uger til efterårsferien, og jeg føler det er lysår væk. Come on, 4 uger er jo ingen ting! Ved bare ikke rigtig, hvordan jeg skal slæbe mig igennem dem…

Hu-hej

Sjovt, som det pludselig går tjept med alting. Nu er jeg tilkendt fleksjob, og så kører det egentlig som smurt (Så jinxede jeg det lige, hva? Skal vi vædde med, der er problemer med udbetalingen nu, KUN fordi jeg lige skrev sådan??)

Men. Hvis du står på tærsklen til at blive fleksjobber, så husk at melde dig ud af A-kassen. Man kan for det første ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet (dagpenge), som man kunne før, og man kommer for det andet automatisk over på noget ledighedsydelse via fleksteamet, hvis man skulle være så uheldig at miste sit job. Og så kan man bruge de penge til at betale til fleksydelse, som svarer lidt til efterløn. Det er sgu meget smart. Så det var Udbetaling Danmark, der lige var på banen, og tak for det.

HK ringede i dag for liiige at høre, om jeg egentlig var i arbejde, i forlængelse af min udmeldelse af A-kasse? For hvis ikke, havde det også indflydelse på, hvor meget man så betaler til fagforeningen, sagde hun.
På mandag holder min chef og jeg det forhåbentligt sidste møde (må simpelthen være nok nu) med en fleksteam-type denne her gang fra min kommune, og jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad det indebærer? Altså, vi skal vel skrive under på en ny ansættelseskontrakt, eller noget tillæg til min nuværende, da mine ansættelsesforhold jo må siges at ha’ ændret sig, men derudover ved jeg ikke, hvad det handler om.
Jeg er også blevet kontaktet af min nye sagsbehandler fra flexteamet, så alt i alt føles det som om, der er ret godt styr på det – når man når så langt, om ikke andet.

Og med fornemmelsen af, det hele jo nok går alligevel (godt nok længe siden, jeg har haft det sådan), vil jeg fise ned i camperen i morgen og holde weekend med min søn som eneste (udsøgte) selskab. Han er nem at lokke med, så længe poolen er åben, og jeg gider da godt gå med. Hvis jeg ikke gider i vandet, sidder jeg bare og læser og nyder udsigten og glor på ham og alle hans tricks og tager tid på, hvor længe han kan holde vejret under vand.

Til gengæld får han så 100% udelt opmærksomhed, det er jo win-win. Så hygger vi med snold og film om aftenen, og så er den weekend hurtigt gået. De andre to i familien må blive hjemme og arbejde; min datter på fritidsjobbet, min mand på kvisten, han er ved at beklæde. Bliver SÅ flot, men den skal simpelthen også lukkes ned nu, inden efteråret sætter ind med regn og blæst. Og han er ikke helt i mål, men om en uges tid kommer fugemanden, så langt er han kommet, så når han har beklædt den side, han mangler, er der kun det øverste træ tilbage at skifte ud. Nåja, og tagrenden. Bliver simpelthen så godt! Jule-elsker, som jeg er, kan jeg ikke vente, til der kommer gelænder på minialtanen derude. Det er oplagt med en lyskæde omkring, og den er selvfølgelig indkøbt!

Er det kun mig…?

Har I også en masse musik i hovedet? Altså, ikke som når man har en sang på hjernen – mere bare sådan en radio, der kører non-stop? Her kører konstant en eller anden sang, og når jeg får spat og be’r min hjerne holde kæft med det der, så starter den bare en ny. Bliver seriøst idiot af det! Fx kører der en eller anden popsang, og når jeg har knurret af hjerne, så sætter den gudhjælpemig temaet fra Dallas på. Altså, hvad? Why? Har aldrig rigtig set Dallas, endda? Når dét så bliver stoppet, fordi jeg måske snakker med en eller anden, så fortsætter melodien bare bagefter. Der må være et ord for det, jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal stoppe det. Så snart, jeg vågner om morgenen, kører dagens – eller ugens – hit. Eller bare en Top 40 fra de foregående dage, så jeg ikke går glip af noget. Hvad handler det om? Blive nødt til hele tiden at læse, hvis der skal være ro. Eller sætte rigtig musik på, men der er jo ingen grund til at fodre uhyret. Det giver helt sikkert bagslag.

Skuldrene heeelt ned?

Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, at der nu kommer styr på sagerne. Eller, det håber jeg da. Jeg blev ringet op af en sagsbehandler fra Flex-teamet lige inden weekenden, som fortalte, at min sag lige var landet på hendes bord. Hun bad om, at min leder over mailen – da vi ikke kan nå at mødes inden 1.9. – bekræftede, at min arbejdsplads er indforstået med, at jeg nu overgår til flexjob – i min egen stilling, bare på væsentligt færre timer, end jeg har været ansat på hidtil. Det har hun gjort, så nu venter vi bare på deres udspil, og på at vi kan holde et møde. Men udspillet skal gerne komme først, da det er den 1. september i overmorgen. Jeg tror på, det nok skal falde på plads uden bøvl, men med alt det, vi har været igennem her i huset det sidste knap halvandet år, så er det liiidt svært at få skuldrene heeelt ned, før der ligger nogle papirer og den første løn samt kommunens supplerende er kørt uden bøvl. Det er også lidt det der med, at det næsten er for godt til at være sandt. Tænk engang, jeg må faktisk godt beholde mit job, uden at være i stand til at varetage det på det gamle antal timer, og jeg må faktisk også gerne få hjælp. Det er alt sammen helt ok, nu har jeg lægernes, min chefs og kommunens ord for det. Mærkeligt, men meget, meget dejligt.

Tidligere i dag gik det op for mig, at jeg jo også arbejder sådan her til vinter (har kun arbejdet 4 timer om dagen de sidste 10 måneder, men på den ikke helt godkendte måde og på min chefs nåde, og tak for det, chef), så dermed også i december, som ubetinget er min vinter-yndlingsmåned. Jeg håber, jeg er kørt så godt ind i flex-livet, at jeg kan finde overskud til at bruge tiden fornuftigt og være på forkant med julen hele måneden, for som det er nu, er jeg stadig helt mørbanket, når jeg kommer hjem fra arbejde og må sove på sofaen, så kan jeg måske få lidt ud af min aften på en god dag. Skal vi noget i weekenden, er det ét arrangement på hele weekenden for mit vedkommende, og det er ikke til kl. sent. Mit håb er, at jeg i december kan bage og lave konfekt i hverdagene, så der er mere luft i weekenderne. Luft til alle de arrangementer, december også kommer med, luft til hygge med venner og familie, tid til dyner-i-sofa-og-julefilm. Jeg elsker jul, og jeg er faktisk begyndt at glæde mig. Det hænger sammen med, at der pludselig er overskud til at se fremad, for bare en uge siden anede vi ikke, om vi kunne klare os økonomisk fremover, eller hvor vi ville ende. Så det er enormt stort, og en kæmpe lettelse. Og pludselig kan små hverdagsdrømme så få lov at kigge frem igen. Det er godt nok dejligt. Og kæmpe vigtigt for humøret. Bortset fra, at min kommune gik lidt i stå på et tidspunkt hen over sommeren, så har jeg i hele det her forløb udelukkende mødt søde og rare mennesker, der stod klar til at hjælpe og guide. Men mest fantastisk, ud over min familie, har været min chef. Jeg havde slet ikke været i mit job stadigvæk, hvis jeg have haft en anden chef, eller et helt andet job. Jeg er simpelthen så taknemmelig for, det præcis er hende, der er min chef!

Endelig

Så er mit liv endelig faldet på plads. Efter knap halvandet års usikkerhed omkring, hvad der sker, hvor jeg ender, mv, har jeg i dag på et møde med kommunen fået besked om, jeg er indstillet til flexjob. Så er det en formalitet at det skal godkendes, det er det nærmest automatisk. Da det i mit tilfælde betyder, at jeg bare fortsætter i min egen stilling, er der ingen ændringer i min dagligdag, men følelsen af at blive anerkendt, mødt og forstået – og dét ikke at skulle føle dårlig samvittighed over for min arbejdsplads, min chef og mine kolleger over at forlade kontoret senest kl 12, som regel – det er en gigantisk lettelse. Vi skal heller ikke til at tænke i alternativer herhjemme – hvad gør vi nu, skal vi sælge huset, osv – for det kører automatisk fra i morgen, og mit møde med rehabiliteringsteamet var ovenud positivt. Jeg tror nok, man (jeg) altid forventer ‘det værste’ i sådan en situation, og der er også virkelig mange grimme historier ude i samfundet. Jeg var nervøs for, om de ville stille spørgsmålstegn ved, om det nu kunne passe, at jeg ikke kan mere, end jeg kan, fordi man tit hører om folk, der bliver mistænkeliggjort og tvunget ud i alt muligt, men al nervøsitet blev gjort til skamme. De var interesserede i at hjælpe mig og i, at beskrivelsen af skånehensyn blev så korrekt som muligt. Der var en del snak omkring bordet på et tidspunkt, omkring hvorvidt jeg måske havde brug for afvekslende opgaver, men den lukkede min mand og lægen ned. Jeg kan ikke omstille fra en opgave til en anden, uden der går rod i det, og jeg mister fokus. Den læge, der var tilstede, var fantastisk. ‘Det her er varigt, og når der er gået et år, bliver det ikke bedre’, lukkede han af med, når der var tilløb til et eller andet. Hvilket der knap nok var, så det var virkelig en dejlig oplevelse.

Jeg har – klart nok – været helt smadret siden, men jeg kan ikke sove. Jeg er rastløs og lidt høj på den oplevelse, og jeg tror, det er den der usikkerhed og de måske lidt negative forventninger – det, at jeg har gået og ventet og ventet på det her og følt, at jeg hele tiden skulle forklare mig og være på forkant med begivenhederne , samtidig med, jeg var forberedt på det værste – jeg tror, det giver en rastløshed nu, hvor det eneste, jeg skal, er at gå på arbejde. Jeg har simpelthen været kampklar længe, det er ikke sundt. Men der er ikke mere at bekymre sig om, så det er simpelthen så fedt! Har virkelig lyst til at fejre det på en eller anden måde, ved bare ikke lige hvordan. Vi har et personalemøde i morgen, som jeg spurgte min chef, om jeg skulle komme til, fordi det skal jeg nok ikke fremover, da det ligger på min fridag – det kunne jeg godt, sagde hun, men så skal jeg holde fri torsdag eller fredag. Det er bare typisk hende, hun er guld værd!

Det her må være det mest positive indlæg på denne blog til dato! Fest og konfettikanoner og god tirsdag!