De lyse tider

Der er stadig krig i Ukraine. Vi har valgt at tro på, at atomvåbene måske ligefrem på sin vis er med til at forhindre, at 3. verdenskrig bryder ud. Men vel er vi bekymrede, for ingen aner, hvor det ender. Mens vi venter på, at andre skal afgøre verdens skæbne, så lader vi som ingen ting i det daglige. Vi har doneret penge til Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp i håb om, de ved hvor de gør bedst forskel. Og så lever vi, som vi plejer. Det er vi jo nødt til, alle sammen. Går på vores vigtige arbejde, ungerne i skole. Køber ind, laver mad, vasker tøj. Kører ikke mere bil end højst nødvendigt, da benzinpriserne lige nu er oppe i 15.79 literen, og den stiger stadig. Strømmen er dyr, så vi forsøger at køre maskiner efter en app, der viser, hvornår på dagen strømmen er billigst – det lykkedes de fleste dage, men nogle dage må vi bare trække på skuldrene og sætte i gang alligvel. Ved siden af det mareridt, de gennemlever nede i Europa, er det jo ligegyldigt.

Vi har haft mange dage med solskin, men det er stadig iskoldt. Selvom solen skinner, det bedste den har lært, kommer vi sjældent over 4-5- grader i løbet af dagen. Lige nu er der fx havgus, så der er helt hvidt og ingen sol længere. De havde ellers lovet 10 grader i dag og de næste mange dage. Men sådan er det at bo ved havet. Foråret kommer senere, og det er okay. Men jeg glæder mig. Til varme, mere lys (SÅ fedt, det er længere lyst nu, hva!?) udendørsaktiviteter. Til at sove i telt med min dreng, som stadig gider den slags. Lave bål, grille, bo på terrassen, som vi gør hele sommerhalvåret. Og til at komme på stranden til sommer. Til at være slank igen. Hvad? Det er faktisk en ting. Er godt i gang med at smide kilo, og selvom man ALTID! synes, det går for langsomt, har jeg faktisk intet at klage over. Jeg glæder mig, til jeg igen kan være i mit tøj, til jeg kan være i sommerkjolerne og badetøjet.. Nå, alligevel mærkeligt at sidde her og skrive om sommer. og sol, når det buldrer andre steder i verden. Læser Primo Levi og sørger altså lidt på menneskehedens vegne over, vi ikke bliver klogere.

Nyd solen. Om lidt er den måske væk.

Er der en voksen til stede?

Krigen i Ukraine buldrer på 6. døgn. Det er vel langtfra gået så hurtigt og nemt, som Putin i sin forkvaklede hjerne havde forestillet sig det. Han har vist sig som den ypperste tyran og diktator, den mest elendige strateg grænsende til det pinlige og med det vildeste, skrøbeligste mande-ego ever. Faktisk er han til nar. Hvis ikke, det gjorde ham så pissefarlig, var det morsomt. Jeg forsøger at lytte, argumentere, forenklet forklare, når min yngste, som er skræmt fra vid og sans, for som han rigtigt siger, hvis han trykker på knappen, så er det ude med os alle sammen, mor, igen og igen spørger, om det ikke ender i atomkrig. Han er 13. Han har ikke engang levet livet endnu – de sidste to år har han, som alle andre, været spærret inde pga lockdown. Vi troede, vi skulle ha’ forår, varme og lysere tider. I stedet står vi i det mørkeste mørke i mange, mange år.. Og vi kan ikke gøre noget som helst ved det. Jeg fortæller min dreng, at der er mange i verden, der forsøger at få ham Putin til fornuft, men må også medgive, at det er en svær opgave. Jeg deler ikke med ham, at jeg har tænkt, han ser syg ud, Putin – altså, fysisk syg – og dermed måske er endnu farligere end nogen havde forestillet sig.

Nu er det så, jeg tænker, vi kan vælge at gå i panik. Det fører bare sjældent noget godt med sig, så det er ikke en løsning, vi tyer til her i huset. Men jeg forstår godt, at folk er bange. At børnene er bange. Og jeg hader, det her skal være en del af deres historie! Vi har aftalt, min mand og jeg, at hvis det snerper til, så pakker vi bilerne og kører langt væk. Så må vi løse det efterhånden. Men jeg ser ingen mening i at sidde i et lille land, hvor det kan være svært at komme væk, og se på, at udenlandsk militær smadrer vores smukke andedam. Jeg har børn, jeg gerne vil passe på, og det er dét sted, jeg reelt kan gøre en forskel – og jeg har ikke tænkt mig alt vente til sidste øjeblik med at tage afsted. Hvis Putin er så forstyrret, at han faktisk sender en a-bombe afsted, så tænker jeg, det måske er sikrest at blive her i første omgang. Blive inde i 14 dage med vand i dunke og jodtabletter til ungerne. Jeg håber, det aldrig kommer så vidt. Jeg håber, nogen indefra enten får fjernet fjolset med magt, eller at der sket et mirakel på en eller anden måde. Hvorfor er det muligt for én mand at terrorisere hele verden, fordi han er så skrøbelig?? Hvorfor finder verdenssamfundet sig i HAM, når man ikke fandt sig i Saddam og Bin Laden? Jeg forstår det ikke, det kommer jeg aldrig til. Er de så hjernevaskede, dem tættest på Putin, at de ikke kan se, de har muligheden for at tage ham ud af spillet, og at det er dem, der er nødt til at foretage sig et eller andet? Inden verden brænder yderligere?

Indtil videre husker jeg at sænke skuldrene, tage en dyb indånding, skærme mine børn, mens jeg køber lidt ekstra ind og håber på, der snart kommer en voksen.

Søndag, jeg hader dig.

Urgh, jeg hader søndage! Det er min hadedag nr. 1, den er meget værre end mandag, som jeg heller ikke er fan af. Min weekend er kort på den måde. Det er dog som om, mandag er knap så slem, for så er ugen skudt igang. Og hvis jeg skal noget søndag, er hele min weekend ødelagt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan, men det har jeg og det har jeg altid haft (som voksen) – heldigvis er jeg blevet meget bede til at lytte til mig selv efter min blodprop, så jeg takker nej til arrangementer om søndagen, uanset hvad de er, eller hvem der inviterer. (Det er noget med træthed, der starter før ugen rigtig er i gang, og det giver allerede på forhånd et underskud på kontoen). Det har gjort søndage en my mere tålelig. Det er bare sådan en ikke-dag, for sover man for længe, er det helt håbløst at falde i søvn om aftenen, og man kan ikke rigtig være længe oppe alligevel. Middag med venner lægger vi også altid fredage og lørdage, for alkohol om søndagen er også no-go. Ikke, at vi nogen sinde drikker os i hegnet, men alligevel.. Ofte står min datter også op kl 5 søndag morgen for at tage på arbejde i bageren, og selvom hun lister, vågner jeg tit af det. Her er det så fedt nok at kunne gå ud at tisse og så smide sig i dynerne igen og sove videre. Jeg tror måske, det har lidt at gøre med dengang jeg var så syg af stress, at jeg var helt uden for arbejdsmarkedet et halvt års tid. I flere ÅR sov jeg simpelthen ad fuldstændig helvedes til, så der er nok et eller andet der. Jeg fungerer simpelthen bedst, når jeg ved, der er en ‘frihedslomme’ bagved fridagen. Hvilket er komplet idiotisk, fordi jeg for anden kun arbejder 4 timer om dagen! Men jeg skal stadig op og afsted; hvorDAN kan nogen mennesker overhovedet synes, det er en dejlig ting?? Der er ingen tvivl om, at årstiden pt. kun gør det værre. Jeg kan godt lide vinterhalvåret (især, når det faktisk er vinter) og mørket, som vi pepper op med stearinlys, lyskæder og hygge. Men jeg hader januar lige så meget som søndag. Februar næsten lige så hårdt, eneste fordel den har er, at den er kort(ere). Nå. Men. I dag er ikke helt så slem, for jeg har kun et par dage på kontoret, og så har jeg fri resten af ugen. Ud over, at min far kommer og spiser på tirsdag, har vi ingen planer – jo, forresten, en fødselsdag på fredag eftermiddag hos vores bedste venner, det er ok, og det er bare sådan, jeg fungerer bedst. Uden ret mange planer. Min datter er helt modsat. Der skal helst være gang i den og aftaler alle dage (sådan var jeg også engang, jeg savner det – ikke alle planerne, men at kunne det), og hun kan sagtens gå på job, tage i byen om aftenen og gå på job igen dagen efter – sådan havde jeg det også til midt i tyverne. Ved ikke, hvad der skete. Måske en kombi af et job med meget lange arbejdsdage langt og virkelig tidligt op. I årevis. Det skal jeg aldrig bede om igen. Det sker jo heller ikke af indlysende årsager. Nu er jeg blevet gammel og sidder helst i sofaen med mit mimretæppe og en kop kaffe. Mangler bare et par katte… Gad godt vide, egentlig, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg havde lavet noget andet dengang, eller bare tættere på?… Jeg får det afgjort bedre, når kalenderen siger 1. marts. Helst godt bliver det omkring 1. maj, med mindre april tager røven på os og bliver sommeragtig. Er sket før. Sommerhalvåret er uden tvivl mit foretrukne med lange dage, varme og farver i verden. Strandliv og mennesker. Nå. Nu blev det en meget lang smøre, som egentlig bare skulle ha’ været et par sætninger om søndage. Så altså, om søndagen:

• læser jeg – alt muligt. Romaner, ikke krimier, er ikke god til dem. Historie, oldævl, bibelske tekster (er bare nysgerrig), blogs, nyheder, whatever..
• ser jeg film og serier – ALT muligt, men gerne noget dystopisk (tænk, at man stadig gider det!?), noget uhyggelig sci-fi o. lign.
• restituerer jeg. Slapper af, vasker hår og tøj og skifter sengetøj..
• hader heftigt på mandag, som jo er lige om lidt..
• går jeg tidligt i seng. Og KAN ikke falde i søvn alligevel.
• er jeg virkelig gammel og smågnaven – hele dagen.

Jeg håber, din søndag er bedre end min. Det kræver ikke særlig meget.

Hav en dejlig søndag, trods alt. Der er jo ingen grund til, du skal have det som mig, bare fordi jeg afskyr søndag.

Nåh ja..

Ser lige, at denne blog er rundet 4 år – men ikke engang 100 indlæg endnu. Der er nogle seriøse huller ind imellem, men det er jo sådan, livet er. Pludselig er tiden smuttet en af hænde, som sand mellem fingrene, og jeg synes ikke altid, jeg har noget at skrive om. Selvom det mest er lidt dagbogsagtigt, så kan det også blive FOR småt…

Men nu fik jeg lyst til at pippe lidt igen. Kan fx fortælle, at jeg har købt bil. Det interesserer nok ikke andre i verden end mig, men jeg glæder mig åndssvagt meget til at hente den. 240 heste og automatgear. *VROOOM* Jatak. Om en halvanden uges tid skal den gerne være klar. Gå NU, tid!…

I næste uge er det vinterferie. Min dreng glæder sig og trænger til det. Selv har jeg ikke rigtig ferie, men et par fridage er det alligevel blevet til sidst på ugen. Det er ok. Det glæder jeg mig også til, er SÅ ufatteligt træt de her dage og aner ikke hvorfor? – men nogle dage uden op og afsted skal blive godt. Vi har heldigvis ingen aftaler, regner blot med at hente den nye bil – og få min far til en gang aftensmad i starten af ugen. Jeg glæder mig til at se ham. Han er blevet noget gammel og ensom de sidste 3-4 mdr.

Og så er der det der røvsyge corona-halløj… Vi er uden restriktioner i samfundet, og smitten brager op! Halvdelen af min arbejdsplads er ramt, eller. Det var de i går. Jeg har haft fri i dag, så jeg er spændt på, hvor mange der er på job i morgen, når jeg kommer? Kommer da til at tjekke kalenderen som det første. Vi er stadig gået fri, fraset vores ældste teen, her i huset, og jeg håber, det bliver ved. Har ikke brug for at blive smittet med det skrald, men når det florerer på arbejdet, kan det gå hen og blive svært.

Således en lille omgang ingenting på en onsdag aften i februar. Kæft, hvor jeg glæder mig, til det bliver forår – selvom det allerede er mærkbart længere lyst, så trænger vi til mere lys og varme, ikke?

Ich bin auch ein Bornholmer

Det er nok en sandhed med modifikationer, for ikke at sige en lodret løgn. Jeg er jo ikke bornholmer, men jeg gad godt være det. Jeg har haft et kærlighedsforhold til den ø, siden jeg satte ben derovre første gang for kun 15 år siden… Det trækker konstant i min sjæl (oh, hvor filosofisk), og jeg har virkelig forsøgt at forklare min familie, primært min mand, at det ville være en pezzegod idé at rykke derover. Men. Nu har min søster, som er familiens stamtræsninja, fundet et link til øen. Behøver jeg sige, jeg er mega begejstret!? Det er simpelthen så spændende, om det giver en form for forklaring. Jeg føler mig i hvert fald lige så meget hjemme derovre, som her. Heldigvis skal jeg derover til påske, og jeg glæder mig ret meget.

I dag er coronaen så dømt slut. Der er ingen restriktioner, stort set, fra i dag – på mit arbejde var chefen hjemme med symptomer, og en af kollegerne testede positiv lige efter vi havde holdt stort møde, så det er jo skidegodt, at pandemien er aflyst. Så håber vi, han ikke har nået at smitte nogle af os andre. Jeg forudser, at landet ligger brak om det par uger, så alle dem, der har været smittede indtil nu får lov at trække læsset, mens vi andre ligger og raller…
Det var i hvert fald også mærkeligt at gå ind i en butik uden mundbind. Som om, man havde glemt noget. Jeg var i Matas og hente noget dullegrej, jeg havde bestilt, og skiltet på døren var væk – men håndspritten stod stadig fremme. Det håber jeg, man bliver ved med i butikkerne, det er en god ide.

Og så er der ellers lysere tider på vej, hva? 1. februar i dag, og det er mærkbart længere lyst om eftermiddagen, det er godt nok dejligt. Kan næsten ikke vente, til det er lyst om aftenen, selvom jeg er fan af, det er mørkt, når jeg skal sove, og at vi igen kan få gang i grillen, ha’ åbne døre og sidde ude. Ahh, det bli’r dejligt!

Piú bella cosa

Jeg har booket vores sommerferie! Vi har taget chancen og lyttet til alle de eksperter, der mener, corona klinger af. Jeg vil se det, før jeg tror det, men nuvel. Om alt går godt, og vi kan rejse til sommer, så tager vi 18 dage i Italien. Jeg har længe ønsket at komme tilbage, jeg vil gerne vise min familie de smukke steder. Jeg er ikke begejstret for Gardasøen, når vi snakker turisme, det er jeg ikke, det er jo fuldstændig overrendt. Men man forstår det godt, for der er så utroligt smukt! Da vi var der for over 20 år siden, to dage, var der så tåget over søen, at man ikke kunne se en disse – det var jeg ret ked af. Havde glædet mig til at vise min mand den smukke tur rundt i båd mellem de hyggelige små byer og bjerge alle vegne. Han så intet af det.. Vi tog i stedet til Venedig dengang – eller rettere en hyggelig campingplads ude på lidoen. Det har vi ønsket at vise vores børn, og de skal jo også til pizzaens hjemland og ha’ rigtig god pizza. Og så har vi egentlig gerne ville gense den plads, vi tilbragte et par somere på, dengang for længe siden.. Det er en laaang køretur, men jeg har booket hotel næsten nøjagtig midtvejs, så afhængigt af trafikken, som jeg med rette frygter, så burde det være til at overkomme. Hvis folk gider køre ordentligt.

Så vi lægger hårdt ud med hotel i toppen af søen i det smukke Riva. Der bor vi en uge med pool og morgenmad på stedet. Så tager vi 10 dage ved havet, så mine teenagere når at se Venedig, inden den synker i grus.. Har lejet stort mobilehome, hvor ældste teen får eget værelse med TV og eget badeværelse. Må jo gøre lidt for at lokke den med. Yngste teen var ok med at skulle sove sammen med os, da hen så en seng over de to andre, så var det helt fint. Der er også kæmpe og lækker pool, restaurant og supermarked på pladsen, som er dejligt skyggefuld og ud til strand med liggestole og parasoller. What’s not to like, og nu kan jeg næsten ikke vente med at komme afsted. Det bliver SÅ fedt at gense, og vise de unge.

Inden da har jeg booket endnu en uge på yndlingsøen, det bliver kun mig og yngste. Manden skal arbejde, og ældste vil hellere være hjemme med vennerne. Det er fair nok, men vi vil afsted. Så en uge i Sandvig med udsigt til havet og Hammerknuden, det kan vi lige klare. Det glæder jeg mig også meget til. Elsker jo dén ø! Og den er på sin vis også ganske sydlandsk mange steder, når man ikke kan kommer sydover. Vi skal smovse i thaimad og gå gode ture, jeg håber, vejret er med os, da påsken jo ligger sent.

Og så er jeg ellers tilbage på Keto. Det holdt slet ikke med low carb, jeg kan ikke administrere det. Men jeg kan godt administrere, at jeg skal rende i sommertøj og badetøj til sommer, og det bliver IKKE som snurret pølse. Så jeg er i gang. Kan af en eller anden grund bedre håndtere, at jeg slet ikke må spise kulhydrater – det er noget med mætheden, tror jeg. Selvom jeg frygter de par gange om måneden, hvor hormonerne raser, for der er jeg ikke god til det, jeg kan simpelthen ikke styre det. Håber at finde en vej igennem denne gang. Jeg véd jo, det virker, så det SKAL lykkes!

I morgen er det fredag, det elsker jeg jo. Vores livs venner kommer og spiser lidt mexikansk mad og benytter sig af vores fantastiske kaffemaskine. Den er også god, og vi har fundet den bedste kaffe, som vi køber i halve kilo ad gangen, så den bevarer friskheden. Lidt kaffenørderi skal der til, når man køber sådan en kæmpe baristamaskine. God weekend!

Corona – status

Nu har min ældste været ‘syg’ siden tirsdag. Det er søndag… Når jeg sætter det i situationstegn, er det fordi hun ikke rigtig er syg. Har haft lidt ondt i halsen, småhoste og er lidt snottet – det er jo genialt, hvis hun kan slippe med dét! Vi andre tre er ikke smittede (endnu), hvilket må siges at være temmelig godt gået, med det lille hus, vi bor i. Cadeau til os. – nu har jeg lige jinxet det, har jeg ikke?

Og jeg kom helskindet gennem uge 1 på job. Jeg HADER virkelig januar, både i det hele taget, men også fordi jeg sidder med nogle trælse ting på jobbet og har mægtig travlt. Jeg læser altid jobannoncer og drømmer mig til et andet liv, men når det er ovre, er det ikke så galt. Så kom forår, skrid corona og lad 2022 blive et godt år. På alle måder. Det er også året, hvor jeg – igen – må på længerevarende kur og få gjort noget ved alle de kilo, der ligesom bare bliver ved at snige sig på. Jeg var i forrygende form for små to år siden, da livet lige væltede mig en tur i grøften, og jeg har bokset med det lige siden. Jeg har endda forsøgt keto flere gange siden, uden held. Ikke, fordi keto ikke virker – det gør det, og det er mega effektivt – men fordi jeg ikke kan styre sukkertrangen de par gange på måneden, mine hormoner går amok. Og jeg har problemer med for lavt kalium og salt, uanset hvordan jeg vender det, og bøvl med fordøjelsen. Jeg bilder mig selv ind, jeg kan spise bjerge af grønt og måske kan gå lange ture, men det er som om, jeg ikke rigtig kan komme igang. Ender nok på keto igen i en periode… hvem der bare havde et stabilt stofskifte og ikke skulle slås med vægten altid. Det er trættende.

Jeg håber, uge 1 dannede præcedens for hele året på arbejdsfronten, og at uge 2 bliver lige så letbenet, stille og rolig. Jeg har altid en nytårsdepression, fordi jeg er så glad for december, og det gør ikke januar lettere… men måske går det alligevel, hvis det bliver så stille og roligt, som det var i ugen, der er gået. One can always hope! Nu jinxede jeg sikkert også dét.

2022

Okay. Ved ikke, hvad der skete? Men tiden gik, som den jo gør, nogle gange uden man rigtig opdager det. Vi havde en skøn uge på yndlingsøen i efteråret, og på den sidste dag i oktober døde min fars kone. Det var en svær tid og er det stadig. Hun havde været syg længe, vi har før troet, det var oppe over, og så har hun rejst sig igen og insisteret på at leve lidt længere. Hun vidste godt, hun aldrig ville blive rask, men hun insisterede virkelig på at være her. Det er vi alle glade for, men det sidste år kunne både hun og min far nok godt have været foruden. Det var en hård omgang at begrave hende, og vi har bare været omkring min far i så vid udstrækning, som muligt, når han havde brug for det. Han er nu alene i et et stort, tomt hus, og i juledagene ramte sorgen ham med en hammer. Dels var det jo jul, dels har han kunne være praktisk i alt dét, der skal gøres efter et dødsfald, og han har også kunne lægge lidt planer for, hvad han nu skal – huset skal sælges, kan han finde noget mindre at bo i, osv., osv. … Så det har jeg brugt meget af min energi på – at passe på ham, føle ham på tænderne.. Har samtidig ageret krisepsykolog for mine yngre søskende. Og så er coronaen jo gået amok med knap 30.000 smittede om dagen nu – så med teenagere, der prøver at leve et almindeligt liv, mens de konstant har været nærkontakter, har vi også været lidt udfordrede. Vi kom helskindede gennem jul og nytår, min søster var nærkontakt ugen inden, men med 1. negative PCR og en lyntest her, da de kom, turde vi godt holde jul. I går skulle begge teens tage en kviktest forud for deres venden tilbage til skolen efter ferie og online. Så stod vores ældste med en positiv test i hånden. Suk… jeg var nu forberedt, for hun har holdt nytårsfest med 10 venner. Afsted med os iført mundbind til PCR, som fastslog dét, kviktesten allerde havde fortalt. Teen er nu isoleret (så godt den slags lader sig gøre i lille hus) på eget værelse, hvor hun har sprit, masker og handsker og får alt serveret. Vi andre har tid senere på ugen. Tidspunktet er jo meget godt, fordi der ikke er større ting i farvandet, og alle vennerne er også smittede nu. Hvem der har smittet hvem, og hvor hun har hentet det, kan vi slet ikke regne ud. Også helt ligegyldigt, men der gik da lidt detektiv i den… Nu håber vi, det milde forløb med ondt i halsen, lidt snot og host, ikke bliver til mere, så går det nok endda. Det spændende de næste dage bliver, om vi kan gå fri. Så godt nytår, og lad det være det sidste, vi har efterladt, med corona og restriktioner. Det hænger mig langt ud ad halsen.

Blah-blah fra notesblokken

Nuiii, om lidt har vi efterårsferie. To arbejdsdage… Så skal vi til – tadaaaa, Bornholm. Jaaa, yndlings-ø. Dét glæder jeg mig virkelig til. Til at være på øen, i dens natur og til at spise thaimad – man får seriøst verdens lækreste thaimad derovre, intet har endnu overgået det. Og som en ekstra ting, der gør mig kisteglad i låget, så har vi fået juleferien på plads. Jeg regnede ikke med at kunne holde noget nævneværdigt i år, var næsten ved at udvikle en depression over det, men jeg har sørme fået fri hele uge 52. Det er eddermaneme nice, især når det er sådan en arbejdsgiver-jul uden fridage. Så dét glæder jeg mig faktisk også til; er jo i fuld gang med at købe julepynt ind, så vi ikke mangler noget – man må aldrig gå ned på julepynt! Det kommer heller ikke til at ske her i huset. I kender godt de der kæmpe store kasser på hjul med låg, ikke? Dem i hård plast? Dem har vi 8 af samt et par mindre, også med låg, til at ha’ det hele i.

Og jeg har været hos brillefolkene i dag, fordi jeg skal ha’ nye skærmbriller. Når man køber skærmbriller, som ens arbejdsplads jo betaler, så kunne jeg i hvert fald i dag få 50% på nye læsebriller, men mon ikke, det er fast? Det viste sig, at mit syn er forringet med endnu 0.5, så det gav god mening. Så plus 1.75 på det ene øje og +2.0 på det andet. Synes også, det har været svært at se ordentligt længe, når jeg læste. Jeg har bestilt en klassisk, mørk skærmbrille til kontoret, og end lidt mere tingel-tangel i guld som læsebrille. Trænger til noget nyt, så dem glæder jeg mig også til. Skred i Normal bagefter og købte en +2.00, så jeg kan læse lidt, inden de kommer hjem – det er jo vildt.

I det hele taget er det skønt sådan at blive ældre og være i risikogruppe generelt. Til eftermiddag har jeg fx fået influenzavaccinen i håb om, de rammer rigtigt, og at hele min fridag i morgen ikke kommer til at gå med at være sløj. OG at jeg slipper for sygdom vinteren over, i hvert fald den kradse af slagsen. Jeg plejer ikke at mærke noget til vaccinen, men min mand, som var med nede og få et stik, fik lige oplyst mig, at de kører en del indlæggelser på bivirkninger? Det er da alligevel sært, og jeg må lige huske at høre ham hvorfor? Tænker, det er helt ufarligt, men bliver folk virkelig så syge som bivirkning i år, så er det da noget, man skal se på, tænker jeg? Min dreng på 13 år har ellers skoldkopper. Hvad sker der for dét?? Det har han ligesom haft. Da han var 6 mdr. var han pivsyg af dem med både mellemørebetændelse og lunge-ditto, og han er da heller ikke syg denne gang. Han må bare ikke komme i skole, før der er sår på de 8-10 pletter han har, i pande og hovedbund. Weird. At han har det igen, altså.

Nå. Jeg står for aftensmaden, eftersom føromtalte mand er på døgnvagt. Og da vi intet har i huset, kan jeg lige så godt sige det, som det er – vi henter mad nede i byen. Pizza til ungerne, durum til mig, tror jeg. God tirsdag aften.

En ny form for erkendelse

Det er sin sag at have været igennem, hvad jeg har været igennem og derefter skulle lære at affinde sig med, både ikke at være i stand til de samme ting som før og samtidig blive så træt så nemt, at man nærmest ikke gælder i samfundet. Jeg er SÅ glad for min fleksstilling, ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skulle ha’ gjort, og jeg har nu fået første løn og tilskuddet fra min kommune, og jeg kan se, det tilsyneladende kører uden problemer. Det er alt sammen godt, men.

Nogle gange tænker man da over, om man er det rigtige sted i livet, om man skal skifte job, flytte, eller hvad det nu kan være. Jeg gør i hvert fald, og jeg tror, det er sundt og vigtigt, at man lige en gang imellem mærker efter, om det hele ligesom stadig stemmer. Det har jeg altid gjort, og det er kun blevet forstærke det sidste halvandet års tid. Så sidder jeg og tænker over de ting, jeg rigtig gerne ville beskæftige mig med, hvis jeg skulle lave noget helt andet, end jeg gør i dag. Og så rammer erkendelsen mig på en ny og mere overvældende måde: Jeg kan ikke længere bare gå ud og søge dét, som kunne være et drømmejob. Fordi jeg ikke kan lægge særlig mange timer dagligt i et job. Dét er ret syret, for det er i de tilfælde, jeg selv rigtigt mærker omfanget af min – tilstand, i mangel af bedre ord. Jeg er skadet af min blodprop i hjernen på en måde, der heldigvis ikke betyder noget for min intelligens, mit bevægeapparat eller min opfattelse af verden generelt, og tak for dét, men fordi min hjerne udtrættes nemt og relativt hurtigt, er jeg ikke i stand til at varetage et evt. job, som mine evner ellers rækker fint til. Fordi det typisk er 37 timer eller noget deroppead. Dét er eddermaneme træls, og på den måde bliver jeg igen ramt af, hvor stort omfanget faktisk er af en skade/sygdom, som jeg ellers føler, jeg er sluppet virkeligt heldigt fra. Det er meget mærkeligt og også noget frustrerende, fordi jeg – nok som mange andre, der har stået på vej ud over kanten omend kortvarigt, og her tænker jeg for mit eget vedkommende primært på det voldsomme sygdomsforløb, jeg var gennem efter blodproppen – konstant overvejer, om det er ‘det her’ jeg skal bruge mit liv på. Alt i mig skriger NEEEEJ, kom ud, kom væk, flyt til en sydhavsø og lev i vandkanten – agtigt, men sådan kan man jo heller ikke leve. Så alternativer udtænkes og afprøves i fantasien, mens jeg overvejer, hvordan jeg kan leve uden at være bundet af økonomi resten af mine dage… Svært. Virkelig svært, og jo i virkeligheden umuligt. Men drømmene om at få livet til at gå op i en højere enhed er ikke blevet mindre efter den oplevelse, tværtimod. Måske handler det for tiden også en del om, at jeg er så træt, at jeg i fulde alvor drømmer et års ferie, alternativt et års orlov evt uden løn… i første omgang må jeg nøjes med en uge på Bornholm om lidt, og det bliver jo så sindssygt dejligt, men det går bare rasende stærkt! Og så fortsætter drømmene på den anden side. Heldigvis går vi jo mod jul, som jeg elsker, og jeg er ikke alene om det. Min dreng, som er fyldt 13 år, glæder sig allerde helt vildt til jul, og vi tæller ned, til vi kan pynte op og se julefilm der fra slutningen af november. Det bliver så dejligt, og jeg er i fuld gang med at lægge vores eget lille budget ned med alle mine julepynt-indkøb. Man er vel i god tid…