Kender I det? Nu har jeg længe ledt efter arbejde, som matcher mine kompetencer og ønsker, og det er en lidt kringlet historie. Mest pga stress, men det bliver lige et andet indlæg.
Jeg har i mange år været i sundhedsvæsnet, jeg har haft stress i sundhedsvæsnet, jeg er kommet (nogenlunde) over stress i sundhedsvæsnet, og jeg har forladt sundhedsvæsnet. Lovet mig selv ikke at vende tilbage og for en tid lave noget HELT andet. Det har jeg gjort, og det er eddermaneme svært at få et job, man ikke har erfaring til. Alligevel lykkedes det mig for et år siden, og det har hele tiden været på vikarbasis. Jeg er blevet tilbudt og har takket pænt nej til en fast stilling dér, selvom det er et dejligt sted med søde kolleger, osv. Det er ikke et fag, jeg kan se mig selv i i længden.
Som tiden gik, kunne jeg godt mærke, jeg ikke var færdig med mit gamle fag. Jeg er HK’er med stort…øhm… HK, og dét ville jeg gerne tilbage til, nu jeg alligevel ikke kan leve af at skrive bøger eller fotografere eller sejle rundt i sydhavet. Dog, jeg havde en fin aftale med min nuværende chef om, at vi kunne tage tingene lidt ad hoc efter både hendes og mit behov, og der har aldrig været en skjult agenda mellem os. Således har jeg længe haft mine min. 30 timer om ugen, mens hun fik ansat de mennesker, der manglede hos hende, og fra marts har jeg så været løsere tilknyttet, dog stadig med en god portion timer den første måned. Af samme årsag har jeg været nødt til at melde mig på supplerende dagpenge, og hvor jeg dog afskyr det system. Og at være en del af det.
Nuvel – eftersom jeg faktisk har arbejde, har jeg ikke ligefrem været jaget vildt; her to måneder efter min første dag på supplerende, har jeg stadig ikke været til samtale med en sagsbehandler. Kun til et enkelt møde på HK. Så langt, så godt. Og jeg har ledt og sendt ansøgninger, temmelig halvhjertet, da jeg jo 1) har arbejde 2) ikke helt ved, hvad jeg vil, og 3) er én blandt de mange tusinde kontornussere, som mit område tilsyneladende svømmer over med (som en temmelig træls type sagsbehandler, jeg engang mødte, nærmest hvæsede ud mellem tænderne i et forsøg på ikke at skælde mig ud over, at dette trods alt er mit fag og dét, jeg helst vil. Som i, at det kunne jeg sgu lige så godt glemme, for så ville jeg gå ledig længe, arbejdsgiverne kan jo vælge og vrage, og det ville se ud ad helvede til på hans egen statistik. Idiot. Skiftede siden sagsbehandler, og hun har været den bedste! Virkelig. Det er hendes skyld, jeg er kommet videre med mig selv og er så meget ude af al min stress, at jeg faktisk kan passe et almindeligt job igen).
Og så er det. At jeg med ét har fået to job på tre dage. Gode job inden for mit eget fag. Job, jeg kan bestride. Job, hvor jeg er valgt som dén ene ud af 200. (Eller flere tusinde, hvis vi skal tro ham idioten). Det ene dog med weekendvagter. I sundhedsvæsnet. Som jeg har lovet mig selv at blive væk fra. Ligesom jeg har en aftale med mig selv om, at weekender og helligdage er fredede aht. børnene. Men det trækker så meget i mig, specialet er vanvittigt spændende og noget af dét, der altid har optaget mig mest. Men med en døgnvagtsarbejdende mand og børn, der godt nok er udadvendte og sociale og oftere og oftere forlader matriklen til fordel for venner og arrangementer, men som stadig også elsker at være hjemme og være sammen med os, så duer det der weekend ikke helt endnu. Nogen må sgu være hjemme og være lidt værge i weekenderne. Om et par år, måske. Så jeg måtte nedbøjet og ikke helt sikker på min beslutning takke nej. Det er SÅ ærgerligt og SÅ svært, især fordi jeg ikke er helt sikker på, det er det rigtige at gøre. Alligevel, når jeg så ser på det andet job – ingen weekender, talt op til 30 timer aht. lønnen (det var slået op med færre timer), med garanti mindre travlt og mindre hektisk end det andet – så ved jeg jo godt, hvad der er det rigtige… for mig, mit hovede, min familie. Tilmed i dén by, jeg gerne vil arbejde i. Jeg har før haft armene helt i vejret over nyt job, som jeg troede var det ultimative, men som viste sig at være noget rigtig skod, så det kan vel også gå den anden vej. Jeg er ikke helt i ro med det, men det kommer forhåbentlig. Det er svært at mærke maven, når hovedet råber i alle retninger, så jeg holder fast ved mit udgangspunkt. Ikke.mere.sundhedsvæsen. Måske er det bare forandringens vinde, jeg mærker som en trækken om anklerne – og man skal jo lige vænne sig. Jeg er i hvert fald glad for at slippe ud af Overformynderiet, så det er da en lettelse.
Så om en måned starter et nyt liv. Igen. Med et fag, jeg kender til, omend branchen er ukendt. Så jeg er spændt, nysgerrig og helt sikkert 100% klar, når vi når 1. juni. Inden da glæder jeg mig til The Rain på Netflix, forhåbentlig noget sommer og at nyde de sidste vagter på mit snart forhenværende arbejde. Og til denne skønne bededagsweekend, som jeg har tyvstartet på. Det lykkedes mig nemlig at få smækket to ansøginger afsted i morges, hæhæ!
God weekend derude.
Nyt fra Nordkysten 